Klubtur til Colmar

30-08-2021

Klubtur til Colmar 21-26 August 2021

 

I sommerferien 2019 var jeg med familien nogle dage i Eguisheim/Colmar i Vogeserne. Fedt cykelterræn, god mad og vinmarker overalt.

Det var derfor en let beslutning at sige ja tak til klubturen til samme område, der skulle afholdes i Pinsen 2020. Corona udsatte dog turen i to omgange, først til Maj 2021 og slutteligt nu til August. Heldigvis kunne jeg fortsat deltage.

Køreturen på knap 1200 km tog ca. 13 timer gav god mulighed for at fortælle cykel- og røverhistorier straks fra afgang, lørdag morgen, i Næstved. Faktisk var "vores" bil med Mikkel, Henrik M og jeg så godt i gang, at vi nær havde glemt at tage Johnny på i Korsør 😉

Selvom det både kan virke langt – og føles langt - at køre til Frankrig, så er det alligevel lidt vildt, at køre hjemmefra om morgenen og dernæst kunne indtage aftensmaden på destinationen. Jeg kan kun anbefale jer, der fortsat har en cykelferie i udlandet tilgode, at prøve dette. Få evt. Mikkel til at køre – det gjorde vi. Tak, Mikkel 😊

Jeg kan også anbefale, at lave en god madpakke hjemmefra til turen. Det gjorde vi ikke – så vi måtte indtage den klassiske Autobahn Tankstelle Currywurst mit Pommes, da sulten meldte sig. Det er aldrig helt godt og gav også denne gang god rumlen i maven og behov for et par ekstra toiletbesøg. Heldigvis fik vi anstændig aftensmad efter ankomst til Colmar.

Efter udpakning, en god nats søvn, morgenmad og cykelklargøring var vi klar til første cykeltur søndag kl. 9.00.

Der var på forhånd inddelt fire hold efter vanlig fordeling under hensyntagen til det kuperede terræn. Skift mellem holdene var selvfølgelig muligt alt efter ønske til turlængde, antal højdemeter, antal vingårde på ruten osv. I praksis valgte hold 1+2 at køre sammen det meste af tiden.

Dag 1 gik turen for Hold 1+2 vestover med fire stigninger og i alt ca. 2000 højdemeter fordelt over 98 km. Vejret var fint på det meste af turen og benene var friske. Således blev der allerede på første stigning op til Trois-Épis kørt godt til. Med opsamling på toppen var det dog relativt ligetil at holde samling på tropperne. Dette forhindrede dog ikke det rituelle mundhuggeri og uddeling af (venskabelige) svinere og stikpiller mellem holdets deltagere. Det skal dog understreges, at turen generelt forløb fredeligt og uden håndgemæng 😉 Ved Labaroche forårsagede lidt GPS-uopmærksomhed opsplitning af gruppen, som kostede Henrik S en længere tur på egen hånd. Men han fandt hjem – og helt sikkert i højere tempo end resten af os. Først efter små 80 km var der frokost, i småregn, inden vi tonsede tilbage mod hotellet. Der var arrangeret aftenfællesspisning på en nærliggende restaurant, hvilket var hyggeligt, men ikke den store kulinariske oplevelse. Creme Brulee'en var dog god!

Dag 2 gik turen mod sydvest i flot sol gennem Eguisheim. Her kørte Tour de France feltet i øvrigt den modsatte vej mod opløbet i Colmar på 5. etape i 2019. Det tog dog ikke længe for skyerne at indfinde sig, men de tre små stigninger på vej mod Lautenbach holdt kropstemperturen fint oppe. Den store udfordring var dog Le Grand Ballon med top i 1325 meters højde. Stigningen startede i Soulz-Haut-Rhin og var 19 km med 5,6 % i snit. En hård stigning for alle. René, Henrik S og jeg kørte i rødt mod toppen, men heldigvis havde René fortsat overskud til at købe sodavand til hele holdet da vi nåede op. Og så blev det ellers koldt... Vi trak i ly på restauranten og gik ombord i Spaghetti Bolognaise, Tarte Flambée og varm kaffe inden vi frysende kørte gennem tågen mod Col De la Schlucht. En fantastisk panoramarute, der dog spoleredes fuldstændigt på dagen af tåge, skyer og regn. Nedkørslen på ca. 1000 højdemeter var stærkt imødeset, men også kold og regnfuld i starten inden der igen gik tørvejrstons i den fra Munster mod Colmar. Turen var på ca. 136 km / 2200 hm.

Dag 3 gik turen mod nordvest til Ribeauvillé og mod uret til Saint-Marie-aux-Mines, over Col De la Schlucht og ned til Munster. Undervejs fire stigninger i progression, med Schluchts 1125 meter over havet som højeste punkt. I alt ca. 130 km og 2200 hm. Benene var ved at være ømme og et par mand skiftede før start over til Hold 3 i håb om mere vin, mere kage og færre højdemeter. Om det gik helt sådan, ved jeg ikke. Vi resterende 11 mand havde dog en fin tur, selvom vejret igen var lidt under standard og indløbet til frokosten var på hele 105 km og det derfor trak urimeligt længe ud til kl. 14.45, før vi kunne få fyldt skrutten. René røg endda af cyklen af sultforårsaget uopmærksomhed. En håndfuld af os havde faktisk spottet nogle gode burgere et par timer tidligere ved en dunkopfyldning i Le Bonnomme og var tæt på mytteri, men vi bed det i os og kørte videre til Munster. Her sad vi så og småfrøs og bitchede indtil maden og kaffen kom. Så var der ro på igen 😉

Tidligere på ruten, op mod Col des Bagenelles, sad Henrik S lige foran René, med næsen i wattmåleren og så ud til at kede sig lidt over at køre de sædvanlige watt. Jeg følte, at jeg burde "tage én for holdet", så han kunne få lidt sved på panden. Gearet røg i "attaque!-mode"- og så blev der ellers lukket helt op. Desværre sad Henrik efter 4-5 accelerationer fortsat på hjul og kørte endda først forbi skiltet på toppen. Jeg håber, at han led bare lidt. Det gjorde jeg nemlig 😃 Men det var nu sjovt, alligevel.

Sidste cykeldag – dag 4 – var Hold 1+2 planen en tur på ca. 135 km/2300 hm over bl.a. Petit Ballon (som angiveligt ikke var så "petit" endda). Jeg valgte dog at tage på solotogt med sportdirektør Sønder, som hårdt mærket af de foregående tre cykledage, var klar til en tjans bag bilrattet i et blødt lædersæde. Vi kørte til Giromagny i den sydvestlige del af Vogeserne, hvor jeg blev læsset af bilen for at bestige Ballon d'Alsace. Det er en rigtig fin stigning, fra denne side på 12 km og med en jævn stigning på 5,2 % i snit. Ingen stejle ramper og fin udsigt på toppen, hvor jeg vendte om og kørte retur. Derefter gik turen videre til Plancher-des-Mines i bunden af Planche des Belles Filles stigningen. Her er der omvendt tale om alt andet end en jævn stigning – den er direkte brutal med op til 20 % stigning til slut. I husker den sikkert fra sidste års Tour de France, hvor Pogačar vandt trøjen fra Roglic på enkeltstarten, men også i Touren 2019 var Belles Files på programmet. Her sluttede 6. etape en kilometer højere oppe, efter et stykke grusvej med op til 24 % stigning. "Super Planche des Belles Filles", kaldes den. Den er kun ca. 7 km lang i alt og 8,7 % i snit, men meget spektakulær. Jeg kom til toppen på cyklen og Sønder i bilen og så var der ellers fortjent kage inden hjemturen. 40 km og 1300 hm blev det til i alt. Under et stop i Eguisheim på hjemturen, udviste vi passende støtte til de lokale næringsdrivende og hev således både lokal nougat og et par kasser vin med hjem fra en vingård, vi passerede på turen.

Den sidste aften på turen blev fejret med fællesspisning på restaurant Belle Vue i Gueberschwir. God mad og god stemning og en hyggelig afslutning på en god klubtur til Alsace.

Tak til alle jer, der gjorde turen mulig, planlagde og tog det praktiske slæb.

Jeg tager gerne med en anden gang!

 

Slutteligt skal jeg lige minde om, at Højhus fortsat mangler at afregne 40 Schweizerfranc til klubkassen, som tildeltes ham i bøde for at anvende den forbudte "supertuck"-position på nedkørslen fra Grand Ballon. Jeg sladrer selvfølgelig ikke, men det skete altså flere gange... 😉

 

Mvh. Kristian.

(Ham med den utroligt irriterende knirkende krank)

 

HOLD 4 : 

Deltagere:

Holdkaptajn Brian, Christina, Britta, Kim, Keld, Søren og Kim Bo. 

Dag 1 En tur ind det tyske land med en hidsig stigning på op til 16%, bare for at mærke smerten. = 86,18. km. 

Dag 2. En tur der startede flad de første 30 km. Herefter 2 lange og stejle stigninger i regn og tæt tåge og ”Ja nu  har vi nået toppen Mor, uhh hvor er her sk,,, koldt”. = 97,58 km. 

Dag 3. En tur til ind i det tyske område igen hvor det blev vurderet at vejrsituationen her var bedre egnet til kulturholdet. = 106.36 km. 

Dag 4. En tur på en del af vinruten i fantastisk vejr og med korte moderate stigninger, dog en på ca. 21% hvor undertegnede der havde påberåbt sig at være i besiddelse af den prikkede bjergtrøje nærmest fik den flået af, da Britta som den eneste nåede toppen uden at slide på klamperne. På denne tur havde vi fået forstærkning af Tonny fra hold 3 som ville mærke den gode holdånd og suset på den store klinge.   = 66,52 km. 

Trods holdets forskellig artede, men effektive struktur så må turene som var nøje udvalgt af Brian med input fra deltagerne som helhed betragtes som en succes.

Som et ekstra krydderi lykkedes det Kaptajnen hver dag at snige et par udmærkede mtb spor ind i ruten.

Vi var enige om at brug af forbudte stoffer ikke ville blive accepteret på holdet, dog var det tilladt at indtage et lokalt stof der kaldes ”Pinot Gris” som blev indtaget ca. 12 timer før aktivitet, og det er absolut ikke præstationsfremmende. 

Vores motto blev: Man må ikke glemme hyggen 

Og efter hjemkomst må det konstateres at Tyskland er et meget langt land. 

Som i hvert et eventyr hvor der er Bjergkonger, Prinser og Prinsesser og alt ender godt,  må vi sige tak for en godt arrangeret tur og til dem der ikke var med:

Prøv det, prøv det næste gang der kommer en tur.

Med venlig cykelhilsen

Kim Bo Larsen

 

 

Hold 3.s beretning fra klubturen til COMAR

Formanden havde på forhånd inddelt de 25 ryttere i 4 hold. Det viste sig, at det holdt fint stik omkring styrkeniveauet i bjergene. Hold 3 bestod af Formanden, Michael Olsen, Tonny Pedersen, Jan Kristoffersen og undertegnede.

Dag 1: turen om søndagen gik over 3 bjerge med en køretid på 4 timer og 47 minutter. Vi var ude på ruten i 6 timer og 37 minutter. Forskellen er kaffepause, frokost og lidt blærestop (det var jo de lidt gamle, som var på hold 3). Vi startede med 1. opkørsel til Trois-Epis som gik op i ca. 650 højdemeter, hvor stigningen kom lige når man havde sluppet Colmar. En jævn men hård 1. opstigning. Vi var næsten fremme samtidig, og derfra gik det mod Orbey, hvor vi gjorde holdt. Formanden er frygtløs ved nedkørsler, så han lagde sig i spidsen og nærmest fløj bare afsted (Poul The Cannonball). I Orbey fik vi nådigt lov til at komme ind på en restauration (idet der var ikke så mange gæster som normalt), husmoderen stod for det kulinariske. Vi bestilte alle det samme, som var en bagt bund som til en pizza men med fed ost og rødløg, det fik vi kun en gang, for den lå som en kampesten i maven bagefter og lidt svær at køre sidste stigning på. Hjem over et mindre bjergpas, en tur på 100 km og med lidt over 1700 højdemeter.

Dag 2: Vi havde besluttet en tur om ad Le Grand Ballon. Vi fandt en rute på 113 km, men da vi var færdige, så havde vi kørt 140 km og lidt over 1800 højdemeter. Det gik lidt stærkt ud af Colmar, måske for stærkt, idet vi endte på motorvejen i nødsporet uden mulighed for at dreje fra før vi ramte den 1. frakørsel heldigvis ikke så langt fra vores tilkørsel hen over en bro. Vi havde holdets eneste punktering på nedkørslen fra broen og ud på motorvejen i nødsporet. Den klarede Tonny og Formanden i fin stil. Vi kom ud på nogle rigtig dårlige cykelstier, som for det meste gik langs motorvejen. Ca. 5 km fra opkørslen til Le Gran Ballon blev vi overhalet af en ung lokal gut, som vi naturligvis lagde os i baghjulet på. Det sagde han ikke noget til, men da vi drejede op mod Le Gran Ballon, da kørte han lige ud. Om han vidste en hurtigere vej, det ved jeg ikke, men ikke så mange kilometer op ad opkørslen kom han udenom, fortsat i fin stil, denne gang gik ingen på hjul af ham.  Sikke en opkørsel, stigningsprocenterne var på fra 7 til 12%, lidt underligt når der var 21 km opkørsel og ca. 1000 højdemeter. Det viste sig, at i 800 højdemeter, da gik vejen næsten lige ud i flere km, og så kom der også en nedkørsel midt på bjerget, så derfor havde vi voldsomme procenter. På toppen blev vi samlet, og på det ene cafeteria mødte vi hold 1+2, som var ved at afslutte deres pause. Vi fik noget spaghetti og Cola. Flere fik håndtørret fingre og handsker på herretoilettet, inden vi skulle ud i kulden ca. 11 grad. Vi kørte langs bjergkammen og så kom nedkørslen. Efter 10-15 km nedkørsel, så var det tid for kaffepause, den indtog vi på et lille torv, hvor vi alle skulle vise Coronapas, også selv om vi sad udenfor. Hjemover gik fint. Formanden fik eget værelse, han havde taget det meste af en kuffert med, som indeholdt ledninger og teknik. Tonny var dog kun alene i kort tid, for han fik besøg om aftenen af Sass, som havde fået smidt hans værelsekort væk efter en fælles aftenspisning. Sass fandt kortet dagen efter, men det var vist ikke med vilje det blev væk 😊 Tonny er bare populær.

 

Dag 3: Igen start kl. 0900. Vi ville køre en mindre tur, så det blev kun til 110 km og ca. 1000 højdemeter. Vi drog mod nord, og kørte stort selv hele turen mellem vinplanter. Der blev gjort holdt ved en vingård i en mindre by, hvor fruen i huset gav prøvesmagning på 3 forskellige hvidvine. Hvis man skulle have det 4 glas, så kostede det 1 Euro pr. deltager. Jeg tror ikke det var prisen, som afholdte deltagerne for at smage yderligere, det var nok mere det at turen skulle fortsætte også uden uheld. Vi kørte til en lille by hvor vi vendte. Vi første at finde en restaurant, men ingen ville lige umiddelbart have os ind, så vi endte på et lille torv, hvor vi hver fik et mega flutes med kylling, kød m.m., plus 3 skåle pomfrit. Alle blev mætte og mere til. Hjemturen gik fint, vi måtte dog køre uden om et marked i en gammel by med en enorm ringmur omkring sig. Kort efter kom vi til en anden lille by, og der gik det først lidt op, så lidt mere, og så lidt mere for til sidste at gå op med 14-15 procent på en smal dårligt asfalteret gedesti, og naturligvis kom der flere biler, så spændende når de passerede os med 10 km/t. Fint bumlet nedkørsel. Vi kom dernæst til en lille by med et lille skur ude ved vejen, hvor man kunne smage de forskellige lokale hvidvine. Den chance kunne vi ikke stå for, så det blev til 3-4 forskellige prøvesmagninger, og køb af 4 flasker, som alle deltagerne skulle have mulighed for at smage. Formanden tog dem med i hans rygsæk, og så gik det ellers de sidste 30 km hjemad. Vi var nok 5-6 km fra hotellet, da en ølbar i en mindre skov pludselig trak deltagelse. Dem som deltog så vi først ved 1930-tiden, de havde vist haft en fin aften. Vi andre ca. 16 kørte til en fælles buffet ikke så langt fra hotellet.

 

Dag 4: Igen mødetid kl. 0900. Flere deltagere på Hold 3 virkede ikke helt oplagte, men de havde haft en sjov aften. Det var fint vejr fra starten, så vi kørte over 4 mindre bjergpas. Ca. 100 km og 1900 højdemeter. Vi fik kigget på krigskirkegåde fra 1. verdenskrig, hvor franskmændene lå mod vest på en bjergkam, og tyskerne lå mod øst på samme bjergkam. Oppe på toppen af bjerget lå skyttegravene, hvor de var under 5 meter fra hinanden hvor de var tættest på. Vi var forbi museet La Linde, men gik ikke ind da vi så skulle gå rundt i cykelsko. Tid til lidt eftertænksomhed sådanne steder.

Vi gjorde holdt ca. 5 km oppe på sidste opstigning, der hvor Formanden, Mike, John Larsen og jeg for 4 år siden havde nogle gode dage på hotel Panorama. En fin frokost og godt med cola. De sidste ca. 3,5 km op gik fint, og de flere af os var oppe ved museet, som lå under 1 km fra toppen. Hr. Olsen tog sig lige en lille blunder godt bevogtet af Formanden, mens vi andre var oppe ved La Linde. Samling igen, og så gik Cannonball bare amok i watt, vi nærmest fløj lavt ned af bjerget. Kommet ned til udkanten af Colmar var det tid til en øl, som blev skænket ved ”den gamle by”. Det blev til et par øl, og hjem gennem Colmar by med John Larsen i front. Franskmændene må have troet, at der var et cykelløb i gang, men det var som sagt bare en flok glade NCM.ere med lidt blodfortyndene i blodet. Vi kom fint hjem, og så var turen slut.

Det blev til i alt 450 km og ca. 6400 højdemeter for hold 3. Godt kørt alle sammen. 

Ærgerligt at der er så langt frem og tilbage i bil, foret super sted at træne i meget maleriske omgivelser. Sjovt at lægge mærke til bynavnene, for rigtig mange er tyske, måske fordi stedet var under tyske besættelse fra ca. 1871 til 1919.

Tak til Formanden, han gjorde et stort arbejde i hele forberedelsen og udførsel af turen.

Mvh/Hold 3

John Betjent