Kære DCU-klubber
Ballerup Super Arena lægger gulv til VM i Banecykling d. 16.-20.
oktober 2024, hvor både de danske og internationale cykelstjerner skal
kæmpe om de prestigefyldte guldmedaljer og regnbuestriber. Din klub kan
blive en del af festlighederne, når Danmarks Cykle Union og Københavns
kommune inviterer til klubtur på cykel fra Rådhuspladsen i København
til Ballerup Super Arena, hvor der efterfølgende vil være gratis entre
for alle deltagere til åbningsaftenen til VM i banecykling.
Alle medlemmer i alle aldre i DCU klubber er inviteret til at deltage,
onsdag den 16. oktober kl 16 på Rådhuspladsen, hvor der er fælles
afgang mod Ballerup Super Arena. Turen til Ballerup er ca 15 km, hvor
der køres i moderat tempo og efter færdselsreglerne i åben
trafik/eller med racemarshalls (afstemmes tættere på afvikling). Når
deltagere ankommer til Ballerup er der mulighed for at opbevare cyklen i
den overvågede cykelparkering, der vil være mulighed for bad og
omklædning, og så er der fri entre til åbningsaftenen til VM i
Banecykling fra kl 18. Senere på aftenen skal bl.a. 4 km holdet i
aktion i første runde.
ABC København står for vejkaptajner og organisering af selve
cykelturen fra Kbh til Ballerup, og der arbejdes på to løsninger, hvor
vi enten kører efter færdselsreglerne eller med eskorte med
racemarshalls. Format opdateres på tilmeldingssiden, når der er
afklaring.
Tilbuddet er begrænset til 150 deltagere, som får gratis entre i
Ballerup Super Arena. Så vær hurtigt, prik til dine klubkammerater og
lav en fælles tilmelding til klubturen. Max 20 deltagere pr klub.
Såfremt vi nærmer os de 150 deltagere ved tilmeldingsfristen den 1/10,
så vil vi, såfremt der fortsat er ledige billetter, arbejde på at
åbne op for yderligere pladser til klubturen inkl fribilletter til bane
VM.
Læs mere og tilmeld her: https://www.sportstiming.dk/event/14737 [1]